Indstillingssystem og -kriterier for at stå på venteliste.

NB!!! 1. Husk at man højst kan få 2 tilbud fra KKIK. Derefter slettes ansøgningen automatisk. At undlade at svare, bliver betragtet som en afvisning af tilbuddet. 2. Når man accepterer et tilbud slettes ansøgningen automatisk da man ikke længere betragtes som boligsøgende. 3. Hvis man afviser første tilbud, sættes ansøgningen i karantæne i 4 uger, hvor man ikke kan modtage tilbud om bolig. Man mister ikke point under karantænen. Læs mere i afsnittet længst nede omkring tilbud.

Udgangspunkt for indstillingssystemet er, at det skal være klart og gennemskueligt, samt at det skal tage hensyn til ansøgernes uddannelsesmæssige, sociale og økonomiske forhold. Du skal dog være opmærksom på, at enkelte boligorganisationer kan have specifikke regler, der afviger fra nedenstående kriterier. For nærmere information herom henvises du til de enkelte boligorganisationer.

Du skal være under uddannelse i Københavns området, for at søge bolig hos KKIK. Herunder hører også uddannelsesinstitutioner beliggende i Køge, Roskilde, Ballerup, Lyngby og Hillerød.
Din uddannelse skal være SU-berettiget eller tilsvarende (fx. elevplads) .

PhD studerende kan ikke søge bolig hos KKIK.

På de fleste kollegier skal du være under uddannelse i min. yderligere 1 år (to semestre) ved indflytning.

 

Du kan altid se din aktuelle placering på ventelisten, men vær opmærksom på at i perioder kan denne placering ændre sig meget, og du kan opleve, at du rykker op og ned en del gange. Dette skyldes, at der dagligt er folk, der skriver sig op, især er der mange i perioden omkring studiestart. Nogle ansøgere opnår flere point end andre pga. fx afstand eller boligforhold, og den ansøger med flest point, står øverst på ventelisten.
 

Endvidere kan det ske, at selvom du står nr. 1 på ventelisten, vælges nr. 2 eller 3. Dette skyldes, at de enkelte kollegier/ungdomsboligforeninger har specifikke forhold at tage hensyn til, fx kønsfordelingen på en gang.

 

Nedenfor kan du læse nærmere om opbygningen af indstillingssystemet; om pointgivning afstandspoint; din mulighed for at være både aktiv og passiv ventende, hvorfor det er vigtigt, at dine oplysninger er aktuelle, samt hvordan du skal forholde når du får et tilbud om et lejemål.


Opbygningen af indstillingssystemet
Indstillingssystemet arbejder med 2 niveauer. Det 1. niveau går foran det 2. Dette skal forstås således, at når et lejemål er ledigt, ser indstillingssystemet først, om der er ansøger på 1. niveau, er der ikke det, ser systemet om der er på 2. niveau.

 

  1. Intern venteliste; beboer der ønsker at flytte til et andet lejemål ved det kollegium/den ungdomsboligforening vedkommende allerede er bosiddende.
     
  2. Eksterne ansøgere; ansøger der ønsker indflytning i en KKIK-bolig. Hvilke kriterier indstillingen tager hensyn til, samt hvor stor vægt disse kriterier vægtes, er beskrevet nedenfor.

Til top


Pointgivning

 

          Point
1.  Boligforhold  
  a  Boligløs 8
  b

 Opsagt bolig

 Midlertidig bolig

8

5

  c  Ophør af samliv 8
  d   Hjemmeboende 3
  e   (pointfordeling ses nedenfor) 0-8
    Jo længere væk du bor, jo flere point får du. (Gælder kun når ansøgning oprettes)  
    0 Postnr. 1000-3700 + 4000-4070, Øresundsregionen*   
    5 Postnr. 4100-4793  
    8 Postnr. 4800-9990 + 3700-3790 + Udenfor Danmarks grænser  
       a, b, c og d udelukker hinanden. Boligløs udelukker Afstand.  
       *  Øresundsregionen
Ansøgere fra området dækket af Øresundsregionssamarbejdet mellem de videregående uddannelser.
 
        Når man har en fremleje på et kollegium, skal man vælge midlertidig bolig.
Man kan ikke vælge KKIK bolig.
 
           
2.  Familieforhold  
  a  Gravid 4
  b  Børn - forældremyndighed eller samkvemsret point pr. barn 4
       
       
           
3.  Særlige forhold 1-4
   Point tildeles manuelt udfra individuel vurdering. KKIK kan vurdere, at der er tale om et særligt forhold, der retfærdiggør fremrykning på ventelisten. Evt. dokumentation skal uploades til ansøgningen.  
           
4.  KKIK point 4
   Tildeles ansøgere, der allerede bor i en KKIK-bolig.  

 


Der kan maksimalt opnås 8 point i alt for boligforhold og transport.

 

Som aktiv ansøger (aktiv/passiv status se nedenfor) optjener du løbende anciennitet. 1 måneds anciennitet giver 1 point.


Du skal uploade dokumentation, for at du er studieaktiv, til din ansøgning. Gyldig studiedokumentation er indskrivningsbekræftelse, elevkontrakt, optagelsesbrev mv.
Studiekort anses ikke for at være gyldig dokumentation. 


Til top

Aktiv/passiv status

Som ansøger har du mulighed for i sammenlagt op til 1 år at stå som passiv. Det betyder, at du kan skrive dig op som ansøger 1 år før din ønskede indflytningsdato. På din ønskede indflytningsdato bliver din ansøgning aktiv, og du begynder at optjene 1 point pr. måned (anciennitet).

Du optjener ingen point (anciennitet) før din ønskede indflytningsdato. Du vil derfor opleve at du som passiv rykker ned på ventelisten, da aktive ansøgere tjener point og derfor vil rykke foran dig på listen, så længe du er passiv.

Selvom du er passiv, skal du stadig forny din ansøgning hver måned.

Hvis du ønsker at være passiv efter din ønskede indflytningsdato er passeret, skal du sende en mail til  KKIK, og angive grunden. Vi vil i de fleste tilfælde kunne ændre din ønskede indflytningsdato frem i tiden.


Til top

Aktuelle oplysninger
Alle de oplysninger du giver i din ansøgning, skal være aktuelle. Dvs. at hvis du efter opskrivningstidspunktet fx bliver gravid, og du tilføjer din ansøgning dette, får du point herfor. Dog er det sådan, at afstandspoint ikke ændres i det tilfælde, at du flytter. Fx hvis du flytter fra Nordjylland til Sjælland, falder dine afstands point ikke. Dette er udfra et rationale om at ansøgere, der stammer fra områder langt væk fra uddannelsesstedet, har et dårligere netværk end dem der stammer fra området, og dermed dårligere mulighed for at kende en onkel, der har en ven, der har et lille værelse i overskud. Den bopæl, du oplyser ved oprettelse af ansøgning, kan ændres indenfor det første døgn, hvorefter det "låses". Hvis du, efter oprettelse af ansøgning, ændrer adresse, skal du udfylde "kontakt adresse".


Til top

Tilbud
Når du modtager et tilbud om et lejemål, er det vigtigt at du svarer på det. 

Svarer du nej eller svarer du ikke, bliver du automatisk stillet passiv i 4 uger og kan ikke modtage tilbud.
NB! At undlade at svare bliver betragtet som et "nej".
Efter 4 uger bliver din profil automatisk aktiv igen. Du har ret til at sige nej til ét tilbud, men sker det to gange, bliver du slettet fra ventelisten. Dette udfra en holdning om, at der er mange studerende, der mangler et sted at bo, og afslår man to tilbud, må det betyde, at man ikke er i bolignød. Ønsker du i en periode ikke at modtage tilbud kan du melde dig passiv, læs mere herom under "Aktiv/passiv status".

Vær opmærksom på, at svarfristen på tilbud generelt er 2 dage.

 

Når du accepterer et tilbud og modtager en kontrakt fra KKIK, slettes din profil automatisk. Du har herefter mulighed for at oprette en ny profil, og fra denne søge internt videre til andre af KKIK's boliger. Der tildeles 4 point for i forvejen at bo i en KKIK-bolig.

 

Ansøgere der bor i en KKIK-bolig, og søger andre KKIK-boliger mister de point de har fået for intern flytning, såfremt de fraflytter KKIK-boligen.

 

 

 

Til top